
Beskrivelse:
Havørreden ligner laksen meget, men haleroden er kraftigere, kortere og tykkere end laksens. Kroppen er overalt dækket af små sølvblanke skæl med x-formede pletter. Ryggen er blåsort. Bugen er noget lysere end kroppen og er sølvhvid. Halefinnen og rygfinnen er meget mørke, næsten sorte, men de øvrige finner er lyse. Desuden har den en lille finne (fedtfinnen), der findes på oversiden tættest på halefinnen. Denne kendetegner laksefiskene. Om vinteren søger havørreden ind i fjordene eller tæt på å-udmundninger, da den ikke kan udskille saltet i blodet, når vandet er meget koldt.
Fødeemner:
Efter blommesækken er opbrugt vil ungfisken ernære sig af fluer, larver og andre smådyr. Senere bliver fødeemnerne småfisk. Når havørreden vandrer ud i havet bliver dens føde sild, tobiser, rejer, tanglopper, børsteorme og hundestejler.
Fangst tips:
Havørreden kan fanges både i åer, i fjorden, fra kysten samt på det åbne hav. I åer fanges den på små spinner, blink eller wobler samt små fluer. I åerne kan den også fanges med naturligt agn så som regnorm eller maddiker. Fra kysten, herunder også fjord fanges den på lidt større blink, spinner eller kystwobler samt diverse fluer. Fra kysten kan den også fanges på bundmedetackle med børsteorm, tobis eller lignende samt medefisket bobleflåd med sildestykker, tobis eller lignende.

HAVØRRED
Type: Pelagisk fisk
Art (familie): Lakse-familien
Spisefisk: Ja
Vandtype: Salt- og ferskvand
Vægt: 0-17 kg.
Længde: 0-140 cm.
Alder: 0-19 år.
Mindstemål: 40 cm.
Fredning: 16/11 - 15/1 - lokalt længere perioder